Denne ret bruger stegt bacon og stegte kartoffel-tern som fyld. På spansk hedder retten faktisk en "tortilla". Det er kun i Amerika at en tortilla er en majs-pandekage med kødfyld. I Spanien er det en æggekage.
Ingredienser
- 75 g bacon i skiver eller tern
- 1 lille løg
- 200 g kartofler
- 2 æg
- Evt. lidt mælk
- Brød (flutes eller franskbrød) og smør
- Salt og peber
Fremgangsmåde
- Hak løget og skær baconet i mindre stykker hvis det er i skiver. Steg begge dele på pande ved middelvarme indtil det er gennestegt. Tag bacon og løg af panden og læg det på en tallerken ovenpå noget køkkenrulle.
- Skræl kartoflerne og skær dem i tern på ca. 2x2 cm. Steg terningerne i baconfedtet ca. 10-15 minutter ved middelvarme) indtil de er møre (smag på en af dem).
- Slå æggene ud i en lille skål og pisk dem sammen med lidt salt og peber. Tilsæt evt. lidt mælk.
- Læg bacon og løg tilbage på panden sammen med kartoflerne så det hele er ligeligt fordelt. Hæld æggemassen over. Steges ved lav varme (30%) i ca. 10 minutter indtil overfladen er begyndt at blive en lille smule stiv.
- Vend dernæst æggekagen v.hj.a. en stor tallerken. Stil tallerkenen på bordet og "hæld" æggekagen fra panden over på tallerkenen (brug en paletkniv som hjælp). Tag dernæst tallerkenen op og sæt den ene hånd under den. Tag panden i den anden hånd, vend den på hovedet og læg den over tallerkenen. Vend det hele på hovedet så den ikke-stegte overdel af æggekagen kommer nederst i panden.
- Steg videre i ca. 5 minutter.
- Server med ristet flutes eller franskbrød.